© Eventyrklubben

1. tur - 8. august 2002
Hemmelig planlægger: Thomas Brandstrup
Gættet på: 5 forsøg
Deltagere: Finn, Henrik, Karse, Trolle, Sune, Thomas. Anders var til bryllup.


Alle var pr. email tilsagt til at dukke op kl. 18 i den vestligste ende af Nøragersmindevej på Amager. Thomas medbringer en kuvert, som han påstår at have modtaget på arbejde i løbet af dagen. Kuvertens indhold dirigerer os til "Shoot to Thrill", hvor vi fordriver de næste par timer med at skyde hinanden til plukfisk med paintball-geværerne. Personalet udleverer til sidst et par plastiksække, hvori vi finder en minirygsæk til hver deltager, samt nogle materialer uden nærmere forklaring. En ny kuvert guider os til en overnatningsplads på Kongelunden. Shelteren er optaget, så vi bygger en bivuak, og tænder et bål. Vi leder forgæves efter den postulerede kasse med guf, og vi benytter de medbragte mobiltelefoner til vores premiere-udgave af "mobilfinten" (hvor vi på skift har tre minutter alene med en mobiltelefon, hvorfra vi kan sms'e til en anden slukket mobiltelefon - som så tændes til sidst, og den hemmelige besked afsløres). Det blev vi dog ikke klogere af, så vi måtte nøjes med de udleverede chokoladekiks - samt "1 enkelt" i skæret fra bålet.

Næste morgen pakker vi sammen og spiser morgenmad, hvorefter en ny kuvert guider os ind til "Kajak-Ole" ved Gammel Strand. Vi begiver os ud på en guidet kajaktur i Københavns Havn, og er bl.a. ovre og kigge på byggeriet af Operaen. Ved byggepladsen får Henrik problemer med motorikken og kaste sig ud i en halv grønlændervending. Det er selvfølgelig hans eget problem, at han har valgt at blive våd, men da alle andre er nået tørskoet i land, får vi alligevel medlidenhed med ham - så vi kaster os i samlet flok i vandet ved Gammel Strand. Det viser sig at være dejligt varmt.

Vi har nu tid til at nå tilbage til bilerne ved Rysensteen og få skiftet tøj, og da vi først kl. 14 skal være ved Flakfort-færgen i Nyhavn, kan vi også nå en gang fastfood på vej derover. Turen går nu til Flakfortet, hvor eftermiddagen er sat af til dragebygning. Vi kaster os ud i forskellige drage-projekter, men Sune og Finn's drage sætter standarden. Den kulsorte drage danser stadig på himlen, da vi kl. 18:30 går ned til restauranten for at sætte os til bords.

Efter forretten går den store gættekonkurrence igang. Hvem er planlæggeren? Der er dog ikke den store tvivl - det er Henrik. Direkte adspurgt må Henrik dog benægte, så gætteriet fortsætter. Først i femte forsøg bliver planlægger Thomas gættet.

Færgen tilbage til Nyhavn sejler kl. 22:00, og tilbage i Nyhavn siger vi tak for denne gang.